Hej Scrappevenner!!!
Så er det blevet tid, til min sidste Project Life Friday her hos Picturing The World.
3 måneder er fløjet afsted.
Fløjet afsted på aller bedste vis, i selskab med skønne mennesker, beskæftiget med alt muligt godt og spændende. Og apropro godt selskab, vil jeg straks benytte lejligheden, til at takke alle jer skønne scrappere, for et hyggeligt og inspirerende SAM. Det var så fint , at møde rigtigt mange af jer IRL.
Jeg blev særligt glad og berørt over de mange søde ord, der røg i retning af mine Project Life- Fridays. Tænk at så mange, har glæde af mine små skriblerier og finurlige historier. Tænk at så mange, oplever verden, som jeg gør. Tænk at så mange, er født under den samme crazzzy stjerne som jeg. Tænk at så mange af jer, læser det jeg skriver... OMG !!! Og mig der bare rabler der ud af, om alle mine mærkelige oplevelser, mine skøre påfund, om mine hjertesorger og glædesstunder. Jeg håber dælme, at I ser igennem fingrene, med mine stavefejl og utallige indskudte sætninger ( og paraneteser), for skønlæsning, er det sku ikke :)))
Men mon ikke det netop er det? At jeg ikke er perfekt, at jeg ikke er totalt mega tjekket og über overskudsagtig. At jeg, som jer, bare er et menneske, der forsøger at lære at være mig, hverken mere eller mindre. BLOT MIG!!!
For er der noget livet har lært mig, så er det, at det sværeste her i verden, er at acceptere sig selv, som man nu engang er og lære at elske sig sig ALL INCLUSIVE.
Jer er på vej, godt hjulpet af jeres søde og oprigtige anerkendelse. Ikke kun jeres anerkendelse af mine scrapperier. Hjulpet på vej, af jeres anerkendelse af mig, som person. Jeres accept af mig, til trods for at jeg åbent viser min nørdede, skrupskøre og temmelig larmende personlighed. Jeg håber, at jeg med hvert et ord, hver en samtale, hver et hej og hvert et knus, formår at give en smule af den anerkendelse og respekt tilbage til jer. Fordi I fortjener det lige så meget som mig!!!
Oh Well, Lets get to buisness.
Jeg er jo her, på denne skønne forårsfredag, for at skrive om Project Life.
I dagens indlæg har jeg valgt at vise en helt almindelig side i mit album. En side fra mit Marts-spreed.
Siden består af flere små fortællinger om min hverdag. Når jeg kigger på siden, bliver jeg fyldt af varme og glæde over mit liv.
Tænk at noget så hverdagsagtigt, som min datters papilotter, kan være så pisse underholdende og lykkeligt. Dette er en vigtig pointe ved Project Life. At man sætter fokus på det nære, på hverdagen og dermed bliver bevidst om alt det gode og lyse i livet. Hermed ikke sagt, at jeg ikke scrapper om alt det svære og sørgelige, for det gør jeg helt bestemt. Faktisk synes jeg, at det er utroligt vigtigt, at have det hele med. Det lykkelig og det sørgelige, for sådan er livet jo.
Min pointe er, at hverdagens små øjeblikke, er fuld af sin egen glimmer, hvis bare man giver sig tid til, at se det. Jeg startede indlægget med udsagnet; tiden flyver. Og det gør tiden, flyver, løber gennem fingrende som sand, og forsvinder i evighedens store hav. Når jeg scrapper, stopper jeg tiden. Jeg lukker hænderne om sandet og studere det nøje. Jeg ser pludselig hvert lille sandkorn, glimte om kap med solen og jeg forstår, at livets store badestrand, er gjort af små perfekte sandkorn. Af øjeblikke, der samlet virker ordinere og kedelige, men hvis jeg ser efter, har hvert et sandkorn, sin egne farve, sin egen glød.
Livet er et puslespil. En collage, af små og store øjeblikke.
Hver en tur på den kendte vej til arbejdet, hver aftensmåltid, hver tur i biografen, hver flaske god portvin, er en hel unik brik, i livets puslespil. Uden hver enkelt lille brik, intet samlet billede. Jeg samler på disse brikker. Jeg gør alt hvad jeg kan for, at min hverdag er fuld af skønne, små øjeblikke. Jeg giver mig selv lov til at nyde livet, til at leve det. Fuldt ud.
Jeg ruller vinduet i bilen helt ned, skruer max op for anlægget og skråler hele vejen på arbejde. Jeg spiser fyldte chokolader tirsdag eftermiddag, fordi jeg har lyst. Jeg går lykkeligt fra legetøjsforretningen, med et STAR WARS ur,jeg har købt til mig selv. Jeg lader min elskede lille niece, rode alt min scrap igennem. Jeg ser fornøjet til, mens hun putter mit nyeste papir i munden, hælder alle mine pallieter i sit glas med vand, splatter min glimmerlim ud over bordet og spiller tromme med mine dyre akvarelblyanter.
Jeg betragter børnene vokse, ser dem udvikle sig, blive voksne. Ser dem kæmpe for deres drømme og ser dem opnå dem. Jeg ser dem, når de bliver såret og når de finder kærligheden Jeg ser dem etablere deres egen hverdag og jeg glædes.
Jeg ser mig selv, som en gammel bedstemor, viklet ind i hæklede tæpper, pinpende portvin, med kunstige tænder og mine albums i skødet. Og jeg ved at det netop er billederne af hverdagen, der vil fylde min slidte krop med varme og glæde. Da vil jeg mindes Frejas papilotter og Marlies glimmerfest og jeg vil føle at livet gav mig så meget glæde.
Og når jeg står for enden af livets strand, vil jeg se mine fodtryk i sandet og vide at jeg valgte at gå min egen vej. Jeg valgte at være mig, kun mig. Jeg valgte at leve livet fuldt. Jeg valgte, at gribe hvert et lille sandkorn i min hånd og lade det glimte i solen.
Tak for denne gang!!
Vi ses et sted derude - på livets badestrand
Mona
.JPG)
.JPG)
.JPG)
.JPG)
