Jeg vil i dag introducere jer til de grundlæggende ting indenfor Copics. Jeg har lavet en tilhørende video, hvor jeg kommer ind på meget af det, som I også kan læse her i blogindlægget. Jeg har forsøgt at dele det op i lidt forskellige emner.
Hvad er en Copic?
Copics er alkoholbaserede tuscher, som er rigtig gode til især at farvelægge stempelaftryk. Der findes forskellige slags Copics - farverne er de samme, men tuschens form er anderledes. De Copics, som findes i butikken, hedder Copic Caio. De findes i 180 forskellige farver.
De kan både købes enkeltvis eller i sæt af 12, 36 eller 72 farver.
Hvad betyder bogstaver og tal på Copics?
Alle Copics er inddelt i et system, som består af bogstaver og tal. Bogstaverne angiver, hvilken farvegruppe, tuschen tilhører (R=red, B=blue, YG=Yellow Green osv).
Det første tal er farvemætningen. Lave numre er mere klare i farven end høje numre, som er mere mørktonede.
Det andet tal fortæller om lysstyrken. De lave tal er lysere end de høje tal, som er mørkere.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at tallene har den betydning. Det vil sige, at en farve som hedder f.eks. 19 er helt anderledes end en, der hedder 20, og disse vil muligvis ikke fungere sammen.
Sværte, papir og lign.:
Da Copics er alkoholbaserede, så er det vigtigt at bruge en sværte, som duer til disse, da de ellers vil bløde. I butikken anbefaler vi at bruge Memento, som laver rigtig gode sværter til netop Copics. I princippet vil man også kunne bruge Distress Ink, da de er vandbaserede. De stempler dog ikke lige så skarpt som Mementos.
I butikken sælges 2 slags papir, som virker godt med Copics. Den ene er Neenah Solar White, som er en tyk karton, der sælger i en pakke med 10 ark. Den anden er en blok med 50 ark fra Letraset, der hedder Bleedproof Marker Pad. Dette papir er lige så tyndt, som almindelig printerpapir, men er lavet, så Copics ikke bløder, når du bruger det. Begge slags papir fungerer super godt! ;)
I mange amerikanske Youtube videoer tegner de elementer (f.eks. øjne) op på de stemplede figurer, når de er farvelagt. Dette kan gøres med Glaze penne, som findes i sort, hvid og klar.
På de farvelagte motiver er der brugt de samme farver. Det er Neenah kartonet til venstre, og papiret fra Letraset til højre. Jeg har brugt farvekombinationerne på næste billede
Blenderpen:
Blenderpennen har nummer 0.
I virkeligheden bruger man den slet ikke til at blende men derimod til at skubbe til farven. Hvis man f.eks. er kommet til at farve udenfor linjerne, så kan blenderpennen bruges til at "skubbe" farven ind igen.
Man kan også bruge blenderpennen til forskellige effekter. F.eks. til at lave prikker eller striber på ens projekt.
Hvordan vælger jeg farver?
Først og fremmest skal man overveje, hvad man vil farvelægge. Er det meget dyr, så er det en god idé at starte med nogle brune og grå (findes både i en kold (C) og en varm (W) udgave).
Hvis man i stedet farvelægger mange mennesker, så er det hudfarver, hårfarver, samt rød, grøn, blå osv. som man kan gå efter.
Det er en god idé at have min. 2 farver, som man kan bruge sammen (f.eks. R20 og R22). Mange vælger dog at have 3 farver, som passer sammen, da det kan give et endnu bedre blend (f.eks. R22, R27 og R29)
De grå farver er altid gode at have, da de kan bruges som de mørkeste farve til alle andre farver. Hvis man f.eks. kun har R22 og R27 i rød, så kan man bruge en W5 eller W7, som den mørkeste skygge. Her skal man tænke over, at C (Cool Grey) kan bruges til kolde farver, og W (Warm grey) til varme farver.
Hvordan farvelægger jeg?
Hvordan man farvelægger kommer lidt an på den enkelte. Min proces kan I se i videoen.
Personligt starter jeg med den lyse farve over det hele. Derefter den mellemste farve, der hvor jeg ønsker skygger, så den mørkeste ved skyggerne, derefter den mellemste samme sted igen, og så slutter jeg af med den lyseste for at blende det hele sammen.
Altså: Lys, mellem, mørk, mellem, lys.
Hvad kan Copics ellers bruges til?
Ud over papir, så kan Copics også bruges til f.eks. at farvelægge plastik. Det kan både være plastikark, men også palietter, bling, enamel dots osv.
Kun fantasien sætter grænser ;)
Hvis I har nogle spørgsmål, eller gerne vil have noget uddybet, så skriv endelig en kommentar. Enten her på bloggen, på Youtube videoen eller på Facebook.
- Mette
'
'
Ingen kommentarer:
Send en kommentar